Start.
Barndom, skole, ungdom mmm.
40 års
skolejubilæum
Mads Olesen
KNE, Storno og
Teleservice
Amatørradio
og elektronik
Radiostationen
Projekter
Foredrag
Rævejagt
Computer
Foto
Vores rejser. Roald Amundsens
Vej 5.
Fritidshus
Familien
(Stamtavler)
Foreningen EDR
EDR Esbjerg
Repeatere
i Esbjerg
Mine andre
sider
Links
Barndom-ungdom-med-mere.

Her har jeg samlet lidt oplysninger om min barndom og ungdom, og noget om hvordan det senere gik.

Mine forældre (Poul Erik, født 03-08-1908, død 28-01-1993 og Christa Marie Bing, født Hansen, født 13-12-1907, død 22-02-2009) blev borgerligt viet i Randers 31-05-1935 og boede Rådmandsgården 10 i Randers.

Far begyndte i postvæsenet som "sort" post i Randers i 1933 efter en tid på et forsikringskontor.
Sort post var det laveste trin i postvæsenet.
Han bestod i 1936 postbudfagprøven, som gav ret til at blive overpakmester.
Men han valgte i stedet at blive post-elev, og det betød mere skoleophold.
I 1937 blev også denne eksamen bestået, og med den mulighed for at blive postassistent.
For at bestå disse prøver skulle man blandt andet kunne alle jernbanestationer på alle jernbanestrækninger i hele Danmark udenad. Også privatbanerne, som der jo var en hel del af.
Vi morede os ofte med at udfordre far ved at nævne en tilfældig by, og han kunne altid lynhurtigt og korrekt remse de stationer op som lå på den pågældende strækning.
Og han huskede det også langt op i pensions alderen.
Denne viden skulle man bruge når breve til forsendelse skulle sorteres op i de store reoler ('dueslag') på posthusene.
Det var jo ingen postnumre og EDB dengang. Der var kun den indvendige side af hovedet.

Jeg har flere af hans eksamensbeviser, alle med fine karakterer. Postassistent blev han 01-05-1940.
En periode var han udstationeret til posthuset i Silkeborg indtil begyndelsen af 1940.

Post gruppebillede
Jeg tror dette billede er fra tiden som post-elev.

Post gruppebillede 1936
Dette billede er fra eksamen i 1936. Der var stil over det.

Post gruppebillede 1936
På bagsiden af ovenstående billede kan man se navne og opnåede eksamens-point.
Ud for 'ego' står der '51'. Jeg har i andre papirer set at det var den højeste karakter på holdet.

Avis artikel
Det gav også lidt omtale i avisen. En større udgave af artiklen fås ved at klikke HER

Jeg er født på Fødselsstiftelsen i Århus den 29-12-1939. Min første bopæl var på Stadion Alle nr. 34 i Århus.
Jeg blev døbt i Lukas Kirke.
På grund af den meget strenge vinter, hvor kirkerne ikke var opvarmet, blev jeg først døbt den 17. marts 1940.
I den lange tid uden "officielt" navn blev jeg kaldt Lasse, og selv om præsten gjorde hvad han kunne blev Hans Peter efterfølgende kun brugt af myndigheder og skole.

I begyndelsen af 40'erne flyttede vi til Bogense, hvor far blev ansat som postassistent på Bogense posthus.
Jeg har for nyligt læst Frode Kristoffersens bog 'Frodes forunderlige Færd', hvor han i første kapitel beskriver sin barndom i Bogense og fortæller at hans far var postassistent på Bogense posthus.
I begyndelsen af 40'erne flyttede Frode og hans familie til Haderslev, og det er sandsynligvis hans fars stilling som min far overtog.
Der var kun 1 postassistent på Bogense posthus.

Vi boede den første tid til leje i et hus på Odensevej 55.

odensevej_55_1960.jpg

Jeg har en lidt tåget erindring derfra, hvor min mors forældre var på besøg, og vi var udenfor på gårdspladsen i dejligt vejr.
Jeg kørte på en trehjulet cykel, væltede og slog hul på knæet.
Jeg tror kun vi boede der kort tid.

Derfra flyttede vi til en lejlighed i stueetagen i en villa på Gamle Toldbodvej 2.
Det er en lejlighed med 2 stuer, soveværelse, toilet og køkken. Varme fra en kakkelovn i den ene stue.
Den anden stue blev stort set ikke brugt, kun når der var gæster.

På første sal boede en slagteriarbejder og hans kone.
Han blev kaldt Stikker, fordi hans job var at stikke hul på dyrenes hals, så blodet kunne løbe ud.
Under krigen havde han fedt (?) med hjem fra arbejde, som min mor kogte til sæbe nede i kælderen.
Det kneb jo med forsyningerne under besættelsen.

Barndomsbilleder

Da en kammerat (Henning) og jeg forsøgte at fange små fisk i den nærliggende bybæk faldt jeg i og blev ført med strømmen under en vejbro.
På den anden side af broen hev min kammerat mig op på det tørre.
Jeg havde en tyk frakke på, som nok var om-syet af en kasseret voksenfrakke.
Den var helt gennemvædet af vand og meget tung at gå hjem med.
Vi turde ikke sige det til mor, så jeg tog den af nede i kælderen, for at hun ikke skulle opdage det.
Men hun var jo ikke så dum, resten af mig var jo stadig plaskvådt, så vi måtte gå til bekendelse.

Min far var medlem af Tjenestemands foreningen, og flere af medlemmerne blev vores omgangskreds.
I Tjenestemandsforeningen blev afholdt juletræsfest på Bogense hotel, det var spændende, med et stort træ, juleforestilling og slikposer til alle børn.

På hotellet var der flere arrangementer, jeg husker tydeligt at tegnefilmen Snehvide og de syv dværge blev vist.
Det var den første hel-aftens tegnefilm i farver, og den havde dansk premiere i slutningen af 1938 (ifølge wikipedia).
Jeg var ikke ret gammel da jeg så den. Den var lidt uhyggelig.

Jeg husker en jul, hvor min far kom hjem sent om aftenen efter at havde været borte i nogen tid, udstationeret til København, tror jeg.
Jeg blev vækket fordi jeg skulle se en gave han havde købt til mig.
Det var et lokomotiv til at trække op, så det kunne køre på en lille cirkelrund bane.
Der var også en vogn til.

Ved siden af Gamle Toldbodvej 2 var der en vognmandsforretning. Garagerne var tæt på vores indgangsdør.
En nat i slutningen af krigen blev bilerne og garagerne brændt af, vel på grund af at han havde kørt for tyskerne.
Den brand husker jeg tydeligt.
Ellers har jeg ikke mange erindringer fra besættelsen, men jeg husker tydeligt befrielsen, hvor folk gik på gaderne og sang.
Nogle klatrede i lygtepæle med flag og råbte og skreg.

Efter befrielsen kom der en dag et optog ned ad gaden med en lastbil.
De skulle fra førstesals lejligheden i nr. 7 (eller 9) hente en dame, som havde haft omgang med tyskere.
Hun skreg og græd i kvistvinduet, men blev hentet ned og klippet korthåret. Hun havde et flot langt hår.
Det var fuldstændigt som det senere blev beskrevet i Matador.

Søster Grethe blev født på Gamle Toldbodvej i oktober 1946.
Det havde jeg slet ikke set komme, og det undrede mig at naboerne slet ikke var overraskede da jeg fortalte det.
Det havde de regnet ud.

Jeg blev fulgt til skole af mor på min første skoledag. Der var langt at gå, næsten en kilometer.
Vi blev stillet op i rækker i skolegården, klasse for klasse, og vi skulle stå helt stille, indtil det var vores tur til at gå ind.
Jeg kom til at stå ved siden af en lidt tyk dreng, han holdt min hånd og klemte så hårdt at det gjorde ondt.
Om det var for at drille eller han var bange ved jeg ikke.

Vi fik en ung klasselærer, som hed frøken Hecht. Vi blev gode venner.
Frøken Hechts forældre boede på Sjælland, og når hun besøgte dem kørte hun på knallert derover.
Hun havde en "røv-skubber", som var en almindelig cykel med en benzinmotor som trak med en riflet rulle på bagdækket.
Motoren sad oven på bagskærmen.

Der var 2 fabrikater røvskubbere, den mest almindelige mærke var Diesella.
Hun havde en BFC, og det drillede vi drenge hende med for sjov.
En lignende knallert var Velo SoleX, men der trak motoren med en rulle på fordækket.

De fleste lærere i de små klasser var flinke, men senere fik vi et par stykker som ikke var så rare.
Det kan jo også godt være at der var et par ballademagere i klassen som provokerede.

Ejeren af Gamle Toldbodvej 2 opsagde med kort varsel vores lejemål, angiveligt fordi han selv ville bo der.
Det viste sig senere at han ikke selv flyttede ind, men lejede ud til en anden, og derfor var opsigelsen ulovlig.
Far fik senere bragt sagen om den ulovlige opsigelse for retten i Bogense, og fik medhold.
Ejeren blev pålagt at betale erstatning på kr. 325 og sagens omkostninger på kr. 125.

Men da var vi allerede flyttet til en anden lejlighed, som tidligere havde været beboet af lederen af Falck-stationen, og vi flyttede ind sidst i oktober 1947.
Lejligheden var oven over garagerne, hvor Falck-bilerne holdt.
Det var noget af en oplevelse, første gang der var udrykning.
Hornet blev tændt, inden bilen kørte ud af garagen og det lød meget højt oppe ved os.

I lejligheden var der en meget lang gang, som i den ene ende gik ind til stuen og i den anden ende ind til soveværelset.
Fra gangen var der døre til 2 værelser, trappen og køkkenet.
Der var en stor kakkelovn i stuen og en lille kakkelovn i soveværelset.
Om vinteren var der meget koldt i værelserne. Der var ikke så rart at bo.

Efter nogle måneder flyttede vi til en 2-etages lejlighed med kælder i et rækkehus, Odensevej 32.
Stue og køkken i stueplan, 2 værelser, soveværelse og toilet på 1. sal, og 4 rum i kælderen.
I stuen en stor hjørnekamin, som også opvarmede vand til radiatorerne på 1.sal. Det var luksus.
Der var flinke naboer med mange børn, så det var perfekt.

Vi havde haft telefon i et par år, det var ikke så almindeligt dengang. I vores boligblok på 6 lejligheder var vi de eneste.
Måske havde vi fået telefon, fordi far havde et lille forsikringsjob uden for postvæsenets arbejdstid.
Når naboerne skulle telefonere kom de til os og spurgte om de måtte låne vores telefon.
Det var vist almindeligt at de lagde lidt betaling for det.

Vores nærmeste nabo havde en lille motorbåd, og han havde aftale med fyrmesteren på den lille ø Æbelø om at sejle deres købmandsvarer mm derover.
Fyrmesterens kone ringede jævnligt til os, hvis hun skulle bruge andet, og så måtte vi hente naboen.

Jeg husker, at vores telefonnummer var Bogense 397, mors forældre i Randers havde Randers 3282, og mors søster i Randers havde 421. Mærkeligt at det stadig hænger ved i hukommelsen.

At ringe udenbys, for eksempel til Randers, kunne godt tage tid. Telefondamen skulle oprette en mellembys forbindelse og bestille det ønskede nummer ved telefondamen, og først når telefonen blev taget blev samtalen stillet igennem.
Hvert tredje minut blev man spurgt: "(3) minutter, ønsker De at fortsætte?".
Til Jul og Nytår kunne det vare lang tid, før der var en ledig mellembys forbindelse.

Fra vores bolig på Odensevej var der knap en kilometer til skolen, og det var ikke tilladt at cykle til skole, vel fordi der kun var plads til cyklerne til dem, som boede endnu længere væk.
Mange af mine kammerater havde mere end 7 km at køre. Men jeg havde en god klassekammerat, som boede ganske tæt på skolen, og så parkerede jeg min cykel der, og så fulgtes vi det sidste stykke.

Konfirmand
Konfirmand-billedet.

Både min fars og mors forældre boede i Randers.
Min farfar var overpakmester på jernbanestationen Poul Thorvald Mathias Sørensen og farmor Else Kathrine, født Lauritsen.
Min morfar Lokomotivfører Georg Hansen og mormor Agnes Christine Johanne Wilhelmine, født Lundberg. De boede i Steen Blichersgade 17.

Min fars forældre har jeg ingen erindringer om.
Min farmor var måske død før jeg blev født, og min farfar døde da jeg var få år gammel.
Jeg var ikke med til begravelsen, men blev passet af en genbo. Jeg så fra vinduet rustvognen med følge.

Bedstefar (morfar) og Momme (mormor) var vi i tæt kontakt med, ugentlige breve og telefonsamtaler ved fødselsdage og andet.
Vi besøgte dem en eller to gange om året.
Det var en lang rejse, fordi vi skulle med bus og/eller privatbanetog fra Bogense over Brenderup til Middelfart, og med DSB fra Middelfart til Randers.
De fleste skole-sommerferier var jeg i Randers hos mine bedsteforældre, og fik cyklen sendt med som rejsegods.

Der var mange børn i ejendommen i Steen Blichersgade 17, og fætter Erling og jeg var meget i gården eller i bedstefars haver, som lå på jernbaneområdet tæt ved havnen og Gudenåen.
Randers Regnskov er bygget lige der hvor haverne lå.

Bedstefar var lokomotivfører, og jeg brugte meget tid ved banegården, og var også med i remisen og på lokomotivet.
Min længste tur på lokomotivet var med godstog fra Randers til Ålborg og retur.
Spændende at se hvordan det gik til, og hvordan fyrbøderen hele tiden skovlede kul ind i fyret.

På en rejse til Århus fik jeg lov til at stå ude foran ved føreren af et af de røde lyntog hele vejen fra Randers til Århus.
Det gik hurtigt, måske over 100 km i timen!

Anders og Georg
Herover billede af min bedstefar.
På væggen billede af min oldefar Anders Hansen.

Anders Hansen
Min oldefar Anders Hansen. (Jeg har arvet billedet).

Randers bibliotek havde mange tekniske bøger og blade, og jeg læste mange af dem.
Blandt andet lånte jeg mange årgange af det amerikanske radio-amatør-blad QST.

Bedstefar kendte en lokomotivfører, som var radioamatør og medlem af Randers afdeling af landsforeningen Eksperimenterende Danske Radioamatører.
Sammen med ham besøgte jeg klubben, det var første gang jeg var i en radioamatørklub.
Klublokalet var i et lidt skummelt loftsrum i det gamle sygehus på Hobrovej.
Det var spændende at se de tekniske ting og høre på deres snak.
Senere blev jeg selv medlem af landsforeningen og har tilbragt mange timer i forskellige afdelinger.

Mere om min radio-hobby i et andet afsnit. Se "Link til menu-systemet" nederst på denne side.

I Bogense var der en afdeling af Foreningen Norden.
Da jeg i 1955-1956 gik i 4. mellem (9. klassetrin) blev der arrangeret en tur med skolen, hvor vi besøgte venskabsbyerne i Sverige og Finland. Foreningen Norden gav økonomisk hjælp til rejsen.
Vi havde en mandlig og en kvindelig lærer med, og vi kørte først med tog over Odense til København, hvor vi så en forestilling i cirkusbygningen.
Derefter om natten med færge til Sverige og med tog til Vadstena.
Den lokale afdeling af Foreningen Norden i Vadstena havde arrangeret udflugt i private biler til forskellige seværdigheder, og vi fik aftensmad bestående af smørrebrød.
Der var mange stykker med sild, men dem lod vi stå, det var ikke danske skolebørns livret.

Næsten morgen afsted med tog til Stockholm, og vi fik madpakker med til rejsen. Da vi i toget åbnede madpakkerne opdagede vi at det var de sildemadder vi ikke havde spist aftenen før.
De allerfleste madpakker røg ud ad vinduet.

I Stockholm blev vi hentet i bus, og der var en venlig mand som undervejs fortalte en hel masse om byen.
Desværre talte han meget udpræget skånsk, og der var ingen der forstod noget.
Vi fik svenske kødboller til aftensmad og boede på en skole om natten.

Næste dag sejlede vi med færge til Turku (Åbo) og derfra med smalsporet tog til Naantali (Nådendal), hvor vi blev indkvarteret på skolen i to klasseværelser, et til pigerne og et til drengene, med en lærer i hvert rum.
Toiletter var i en separat 2-etages træbygning i skolegården. Der var udvendig trappe til øverste etage ved hver gavl.
Der var 2 rum i øverste etage, et til drenge og et til piger. I hvert rum var en lang træ-briks med 5 huller i, med låg.
Det var et rigtigt samtaletoilet.
Resultaterne fra toiletbesøget faldt direkte ned i underste etage, hvor der var en port, hvor igennem man en gang imellem kunne muge ud.

Der var udflugter med medlemmer fra den lokale Foreningen Norden, og en aften til et bal for unge.
Det generelle indtryk var at området var fattigt.
Jeg har ingen erindring om hvor og hvad vi spiste, og hvor mange dage vi var der.
Hjemrejse samme vej tilbage. Det var min første udenlandsrejse, en stor oplevelse.

Efter realeksamen i 1957 skulle jeg finde ud af hvad der så skulle ske.
Far syntes at jeg skulle læse videre og eventuelt blive ansat ved postvæsenet, for det var jo en sikker stilling med pension.
Derfor havde jeg sammen med 5 andre skolekammerater fået privatundervisning i latin, fordi det var adgangskrav til gymnasiet.

Jeg syntes ikke at gymnasiet og postvæsenet var en god ide, så jeg fik læreplads hos en af de lokale elinstallatører.
Det passede mig fint, fordi jeg jo i flere år havde haft stor interesse for fysik og radioteknik.

Læretiden begyndte 1. april 1957 og varede 4 år.
Firmaet var ganske lille og bestod af mester, hans søn, en svend og 2 lærlinge.
Når der var meget arbejde blev der ansat en svend mere. Mesters kone passede butik og regnskab.

Efter kort tid døde mester, og hans søn overtog firmaet.
Han havde haft polio som barn, og hans højre arm og ben var ikke udviklet rigtigt.
Men han var alligevel blevet udlært og havde bestået installatøreksamen.
Det var imponerende, hvor meget han kunne lave, selv om hans højre hånd og arm var forkrøblede.
Og hovedet var der absolut intet i vejen med.
Blandt andet udviklede han til det lokale jernstøberi den elektriske styring af en fuldautomatisk maskine til bearbejdning af de kardan-led, som var en del af produktionen i støberiet.

Der blev også solgt og installeret fjernsyn, og monteret antenner til dansk og tysk TV.
Reparation af TV lavede vi også, selv om ingen af os var udlært i det. Det var mest udskiftning af slidte rør.
Det som vi ikke kunne klare blev kørt til et værksted i Odense, og kom som regel med hjem samme dag.

Det var en god læreplads, hvor man fik lov til at arbejde med meget forskelligt, lige fra at grave render til kabler og til at arbejde med elektronikstyringer.
Yngste lærling havde om sommeren det faste job at cykle om i kolonihaven og grave to kartoffeltoppe op til familiens middagsmad. Så det var meget alsidigt ;o)
Svendeprøven blev bestået med karakter 'Vel udført' på et 3 ugers ophold på en stor teknisk skole i Nykøbing Sjælland.
Da læretiden var afsluttet fik jeg lov til at være i firmaet som svend et stykke tid.

Jeg ville jo fortsætte på Odense Teknikum, og mine forældre havde derfor besluttet at flytte til Odense, så jeg stadig havde en fast base, når jeg skulle begynde studiet.
Far havde søgt og fået en stilling som overassistent ved postkontoret i Odense fra 1. april 1960, og vi flyttede derfor til Odense godt et år før jeg blev udlært.
Vi fik en 2-etages lejlighed som første beboere i et nybygget rækkehus, Saxovej 46 B.
Indretningen var næsten som i Bogense på Odensevej 32, kun var toilet og bad i stueetagen, og der var ingen kælder.

Jeg rejste derfor hver dag med tog frem og tilbage mellem Odense og Bogense, indtil jeg var færdig med elektrikerjobbet.
Det blev hurtigt en vane at bruge en times tid i toget morgen og aften.
I øvrigt var jeg ikke ukendt med togrejsen, fordi som lærling skulle man på dagskole i seks uger hvert år, og dagskolen var i Odense.

På jernbaneposthuset i Odense blev far tiltalt med navnet Sørensen.
Det ærgrede ham at de ikke ville bruge Kjær Sørensen, som han ellers altid var blevet kaldt i Bogense.
Men det kunne han ikke ændre på, og han besluttede derfor at skifte navn.
Det var ikke muligt at få lov at bruge bindestreg eller hedde Kjær, så der måtte tænkes kreativt.
Ved kongelig bevilling af 28. juli 1961 skiftede hele vores lille familie efternavn til Kjærbro. Pris kr. 40.

Far blev 1. marts 1963 forfremmet til postforvalter og fik "sit eget" posthus på Odense 3, Guldbergsvej 1.
Det gav nok lidt mere i løn og efterfølgende mere pension.
Der blev også råd til en Morris 1000, og far måtte tage kørekort.

Far stoppede ved postvæsenet 11. september 1972, og mine forældre flyttede 15. januar 1976 til Vidarsvej 7, 1. i Randers, for at komme tættere til familien.

Christa og Poul Erik
Foto af mine forældre.

Jeg meldte mig ind i Eksperimenterende Danske Radioamatørers Odenseafdeling, gik på morsekursus og bestod telegrafiprøven, var til teknisk prøve hos Post og Telegrafvæsenet, fik radioamatørlicens 26. juni 1962 og byggede min første radiosender.

Mere om min radio-hobby i et andet afsnit. Se "Link til menu-systemet" nederst på denne side.

Jeg begyndte på Odense Teknikum 1. november 1961.
Studiet skulle vare 3 år, hvor det første år var fælles for maskin-linjen, stærkstrømslinjen og svagstrømslinjen.
Jeg havde valgt svagstrømslinjen, og i Odense var der i 1961 kun stærkstrømslinjen, men de havde lovet at være klar med svagstrømslinjen, når mit første studieår var overstået.
Men det nåede de ikke, og jeg måtte flytte til Århus 1. november 1962 og fortsætte på Århus Teknikum.

I 1962 blev jeg gift, og vi fandt en lille lejlighed på 4. sal, bestående af et lille værelse, et meget lille køkken og et endnu mindre toilet. Etagens andet værelse blev brugt af udlejer til soveværelse for far, mor og 2 børn.
Der var ikke langt fra Frederiks Alle 145 til Teknikum, en gåtur på 8 minutter.

Vi fik flere gode venner i Århus, nogle fra teknikum og nogle fra radio-hobbyen.
Den lille amatørradiostation var selvfølgeligt installeret på værelset, med drejelig antenne i loftsrummet.
Studiet på teknikum syntes jeg ikke var særlig interessant, det var mere spændende at lave elektronik derhjemme.
Men studiet har nok alligevel givet en nyttig viden, som kunne bruges senere.

Der blev behov for mere plads, så vi flyttede 1. juli 1964 til en fin lejlighed på Olaf Rudes Vej 42, 3. sal i Højbjerg.
Trine blev født 29. august 1964.
Der blev noget længere til teknikum, ca. 5 km.
Om morgenen var det nemt, for det går ned af bakke hele vejen, men hjem var det strengt, der er en jævn stigning på i alt næsten 50 meter.

Da eksamen var i hus den 15. oktober 1964 gik jagten ind på et job.
Et par firmaer i Århusområdet blev opsøgt uden held, men efter en avisannonce i JyllandsPosten kom jeg til jobsamtale midt i november hos Mads Olesen i Esbjerg, og blev ansat med start 1. december 1964.
Min kommende arbejdsgiver var jo snedig så han fik arrangeret et kursus hos radarfabrikken Terma i Århus i slutningen af november.
Han sagde: 'Nu bor De jo alligevel i Århus, så det passer jo fint'.
Så det kursus var ganske gratis for ham, fordi ansættelsen og dermed lønnen startede 1. december.

Det var et fint kursus hos Terma, med en hel del radar-teori (som jeg ikke kendte meget til) og med 2 servicebesøg sammen med en flink tekniker.
Det ene på færgeoverfarten PINEN og PLAGEN ved Mors, og det andet på et fragtskib i Horsens havn.
Det var meget nyttigt, for jeg havde overhovedet ingen viden om skibe og skibsinstallationer, og det var jo det der blev mit arbejdsområde de næste år.

I Esbjerg fik vi en lejlighed i et nybygget højhus på Mølleparkvej 5, 6. etage, lejlighed 23.
Til at begynde med var det på cykel ca. 4 km til arbejde, men senere fik jeg en firmabil med hjem hver dag.

Mads Olesen A/S havde mange ansatte, og havde flere afdelinger.
Der var en elektriker afdeling, som var specialiseret i elektriske installationer på skibe.
Der var en afdeling som reparerede elmotorer og dynamoer.
Der var en akkumulatorfabrik som leverede store batterier til fiskekuttere.

Jeg havde ansvaret for firmaets afdeling for radio/tv og skibselektronik.
Skibselektronik omfattede alle slags elektronisk udstyr, sendere og modtagere, radar, ekkolod, pejleudstyr, VHF anlæg med mere. Der var også fabrikation af skibssendere og modtagere.
Der var 4 svende og 3 lærlinge i min afdeling, hver med deres speciale.

Mere om Mads Olesen i et andet afsnit. Se "Link til menu-systemet" nederst på denne side.

Vi købte et lille hus på Plantagevej 15 i Esbjerg-forstaden Hjerting i marts 1966, og der blev Torben født 10. oktober 1966.
I Hjerting var der mulighed for at sætte antenner op til amatørradiostationen, og garagen blev bygget om til hobbyrum.

Kommunen bestemte at matriklen ikke mere var tilknyttet Plantagevej, og uden at flytte en eneste ting boede vi nu på Jagtvænget 1.
Det lille blå emaljeskilt med nr. 15 blev dog siddende på husmuren.

Jeg blev 04-08-1984 gift med Jytte, som var ansat på Mads Olesens kontor.
Huset i Hjerting sat til salg juli 1984 og solgt 1. oktober 1984.
Vi købte et dejligt hus på Roald Amundsens Vej 5 i Gjesing. Det er et fint område, med mange rare beboere.

I 1985 fik Jan Nørskov og jeg eneforhandleraftalen i Ribe amt af radiofabrikken Stornos produkter, og vi stiftede selskabet KN-elektronik I/S til dette formål.
Ledelsen i Mads Olesen var ikke ret glade, da Jan og jeg forlod firmaet sidst i 1985, sammen med Jytte.
Med os havde vi også en montør, og vi havde lavet en god aftale med Storno om glidende overtagelse af Stornos sælger i Esbjerg, så han flyttede også væk fra Mads Olesen.

Vi startede den 1. november 1985 i lejede lokaler på Malervej 4 i Sædding.
Vi havde mange gode og udfordrende år, både på Malervej og senere i egen bygning på Sallingsundvej.

Mere on KN-elektronik og Teleservice i et andet afsnit. Se "Link til menu-systemet" nederst på denne side.

I december 2000 solgte Jytte og jeg vores halvpart af firmaet til Jan Nørskov.
Jeg fortsatte som direktør til årsskiftet 2001/2002, hvorefter jeg gik på efterløn.
Jytte fortsatte i firmaet og fulgte senere med Jan, da han startede et nyt firma.

Hun har nu også forladt arbejdsmarkedet, og vi bruger nu tiden med vore fritidsinteresser, blandt andet golf (Jytte), og jeg har genoplivet min gamle hobby med radio og elektronik.
Vi har også rejst til mange spændende steder og haft mange oplevelser.

Mere om vores rejser i et andet afsnit.

Jyttes forældre byggede i 1987 sommerhus i Blåvand på Lommen 6, hvor vi tilbragte mange gode timer sammen med venner og familie.
Vi købte selv i 2001 på samme vej et dejligt sommerhus på Lommen 11, og Lommen 6 blev udlejet gennem Sol og Strand.
Lommen 6 blev solgt i 2015, og i 2019 solgte vi Lommen 11.

Sommerhusene kan ses i et andet afsnit af denne hjemmeside. Se "Link til menu-systemet" nederst på denne side.

I 1996 var jeg til 40 års klasse-jubilæum i Bogense Skole. Se om denne dag her -> Skole-klassejubilæum

Link til menu-systemet.

OZ1LN (dot) Lasse (at) gmail (dot) com
, html 4.01 transitorial w3 validation OK