Mads Olesen A/S. |
Da jeg blev færdig på Århus teknikum i slutningen af 1964 skulle jeg ud for at finde et arbejde. Jeg svarede på en stillingsannonce i JyllandsPosten, kom til jobsamtale hos Mads Olesen A/S i Esbjerg, og blev ansat med start 1. december 1964. Min kommende arbejdsgiver var jo ganske snedig, så han fik arrangeret et kursus hos radarfabrikken Terma i Århus i november. Han sagde: 'De bor jo alligevel i Århus, så det passer jo fint'. Og det var ganske gratis for ham, fordi ansættelsen og lønnen startede først fra 1. december. Det var et fint kursus hos Terma, med en hel del radar-teori (som jeg ikke kendte meget til) og med 2 servicebesøg sammen med en flink radartekniker. Det ene på færgeoverfarten PINEN og PLAGEN ved Mors, og det andet på et fragtskib i Horsens havn. Det var meget nyttigt, for jeg havde overhovedet ingen viden om skibe og skibsinstallationer, og det var jo netop det der skulle blive mit arbejdsområde de næste år. Mads Olesen startede i 1919 med elektromotorreparationer i en kælder i Havnegade, firmaet voksede og flyttede til Strandbygade. Mads Olesen blev opsøgt at to kollegaer, Olesen og Jensen, som ville starte el-installationsvirksomhed i Esbjerg, men de havde ikke den nødvendige installatøreksamen. Efter aftale med elværket kunne de benytte Mads Olesens bevis. Senere fik Olesen og Jensen selv eksamen, og samarbejdet ophørte, og de to firmaer blev senere konkurrenter. Mads Olesen A/S fik mange ansatte, og havde flere afdelinger. Der var en elektriker afdeling, som var specialiseret i elektriske installationer på skibe. Der var en elektromekaniker afdeling som reparerede elmotorer og dynamoer. Der var en akkumulatorfabrik som leverede store batterier til fiskekuttere. Der var en afdeling for radio/tv og skibselektronik som jeg fik ansvaret for. Skibselektronik omfattede alle slags elektronisk udstyr, sendere og modtagere, radar, ekkolod, pejleudstyr, VHF anlæg med mere. Der var også fabrikation af skibssendere og modtagere. MO havde også eneforhandling i Ribe amt af Storno radioanlæg. Der var 4 svende og 3 lærlinge, hver med deres speciale. Jeg fik en hurtig rundvisning den dag jeg var til jobsamtalen. Jeg havde mit lille sorte EDR-emblem på, og da jeg hilste på en af medarbejderne sagde han: "Så er det nok ikke så ringe". Da jeg senere spurgte ham hvorfor han havde sagt dette henviste han til EDR-emblemet. Han var nemlig selv licenseret radioamatør med kaldesignalet OZ1X, og mente at når jeg var radioamatør så kunne det ikke gå helt galt med denne ny mand på værkstedet. Og vi fik da også et godt samarbejde og også samvær uden for arbejdstid. Mads Olesens værksteder var i en forvirrende og upraktisk samling lokaler rundt om i både Strandbygade 9 (nu Kongensgade 117), Skolegade 90, 90A, 90B og Skolegade 85. Firmaet havde indgangsdør fra Strandbygade, og man kom direkte fra gaden ind til en disk i kontorlokalet, hvor bogholderen og 3 kontormedarbejdere sad ved et stort firkantet bord. Direktørkontoret lå lige ved siden af, også med vinduer ud mod Strandbygade. I et meget lille lokale bagved med kun plads til 1 person var telefonomstillingen. Der var 4 telefonlinjer til firmaet, og efter fyraften blev de stillet hjem til medlemmer af ledelsen. Hvis nogen efter fyraften ringede til hovednummeret blev det besvaret at MO selv. I naboejendommen i Strandbygade, som også var ejet af MO, var der en radio-og TV-forretning, og ved siden af den en frisørsalon i et lejet lokale. ![]() Strandbygade. Frisørsalon til højre for butikken uden for billedet. MO ejede også ejendomme i Skolegade, som havde fælles gårdsplads med ejendommene i Strandbygade. Mellem Strandbygade og Skolegade var bygget en mellembygning i 1 etage, hvor elektromekanikerværkstedet var. Mellem kontoret og værkstedet var et lagerkontor, med indvendig trappe ned i lagerlokaler i kælderen. Langs vinduet ind mod lagerkontoret var der en smal forhøjning med vinduer ud mod værkstedslokalet. Her sad værkføreren for motorværkstedet og kunne overse det hele. Der var bygget en forhøjning midt i lokalet, hvor elektromotorer og dynamoer kunne fastgøres og repareres. Mads Olesen selv havde en simpel arbejdsplads i et hjørne, med vindue ud mod gården. Her sad han ofte i en blå kittel og arbejdede med regulatorer til skibe. Han sad lige uden for det eneste toilet som var til rådighed for elektromekanikere og radiofolk. Naturligt nok blev det kaldt for lokumshjørnet. Der var 2 små saloon-agtige svingdøre, som begyndte en halv meter over gulvet, og med en stor åbning op mod loftet. Så der var ikke meget privatliv på det toilet. Kontorpersonalet (og jeg) havde adgang til et rigtigt lille toilet i kælderen. Her lå altid seneste nummer af Statstidende, så man ikke skulle sidde og kede sig. ![]() Her ses den lave bygning der rummede motorværkstedet. Over taget og porten er radio/TV og eletronikværkstedet. MO står i midten af billedet i hvid kittel. Billedet er fra 1938. I den ende af motorværkstedet som var bygget ind i Skolegade 90B var der en lang, smal og stejl trappe op til min lille afdeling. Alt hvad der skulle repareres af os skulle op ad denne trappe, også tunge ekkolod, sendere, store TV apparater mm. Mærkeligt nok var der ikke i min tid nogen eller noget der kom til skade på denne trappe. Heroppe var der 3 rum, som alle havde vinduer både mod Skolegade og ind mod gården. Fra et lille repos oven for trappen kunne man gå ind i det største lokale, som var bygget over portåbningen til gården. Her var en svend og 2 lærlinge, som reparerede radio og fjernsynsapparater. På pladsen lige inden for døren havde "Lille-Frank" sit bord. Han var suveræn til skibsradio, radar, ekkolod og meget andet. Fra trappens repos kunne man også komme ind i 2 små rum, som lå i forlængelse af hinanden. I det første var der plads til 2 mand, og her blev fabrikeret ny sendere og modtagere til skibe, og også repareret forskelligt andet skibselektronik. I det inderste lokale havde jeg min stol og et lille bord med telefoner, og der var et bord ved den modsatte væg, hvor taxaradioer og andre mobilradioer blev repareret. Under bygningerne i Skolegade og Strandbygade var et virvar af kælderrum med forskellige aktiviteter. Jeg tror at der også var rum under gårdspladsens beton. Det var ret uoverskueligt. Der var et stort lager af reservedele til motorværkstedet, der var personalerum og toilet, der var rum hvor man afrensede motorer med brændbare væsker, der var et rum hvor man forniklede smådele (det blev for sjov kaldt MONIK), der var et mekanisk værksted med bore- klippe- bukke- svejse- værktøj. Det mekaniske værksted blev bestyret af en ældre smed, som -ifølge legenden- for mange år siden var blevet antaget til at reparere lidt ved varmeanlægget i en af ejemdommene, og så var han bare blevet hængende, og han var blevet u-undværlig for alle afdelingerne. Han kunne lave alt. Ham blev jeg meget gode venner med, og jeg havde nøgle til hans kælderlokaler, så jeg kunne arbejde med mine egne ting uden for normal arbejdstid. På matriklen Skolegade 85 var der en lang bygning med flere garager, som var lejet ud. Batterifabriken MOBAT lå længst inde på grunden. De fleste af lokalerne stod tomme, fordi man ikke mere selv fabrikerede akkumulatorbatterier, men købte dem fra en fabrik, og så blev der sat egne MOBAT-mærkater på. Der var ansat en enkelt medarbejder, som klargjorde batterierne, og i nogen tilfælde også reparerede dem. Afdelingen havde været meget større tidligere, hvor man leverede og opladedede batterier til folks radiomodtagere, før det blev muligt at forsyne dem fra stikkontakter. Til højre for fabrikken var et hus med 2 lejligheder, den ene beboet af bestyreren af radio-TV butikken. Der var også fra krigens tid en gammel bunker med beskyttelsesrum. ![]() Flere af lejlighederne i i MOs ejendomme i Strandbygade og Skolegade var lejet ud til medarbejdere. Der var lokaltelefoner i alle lejligheder, så man kunne ringe til hinanden. Det var derfor nemt for MO at få fat i en medarbejder, hvis der skulle arbejdes efter fyraften, og det skulle der ret tit. Skibene kunne ikke vente til næste dag. Min forgænger havde forladt firmaet en månedstid før jeg kom, han havde fået job som teknisk leder af den ny Billund Lufthavn. Så jeg fik ingen orientering om, hvordan arbejdsgangen var. Jeg havde aldrig før haft ansvar for medarbejdere, aldrig aftalt arbejdsopgaver med kunder, aldrig kontrolleret arbejdskort, så alt var nyt. Desuden var meget af det udstyr som skulle installeres eller repareres fuldstændig ukendt for mig, så det var svært. Heldigvis fik jeg god hjælp fra de flinke og dygtige ansatte, så jeg overlevede den første tid uden de helt store problemer. Men det viste sig at det skulle blive værre. Der havde i nogen tid før jeg kom været konflikt mellem medarbejdere og ejeren, dels om lønproblemer men også problemer med arbejdsforhold og ledelse. Derfor havde 4 medarbejdere og bogholderen i dybeste hemmelighed besluttet at forlade Mads Olesen A/S og starte et nyt, konkurrerende firma. I foråret 1965 blev det ved et tilfælde opdaget at der var registreret et nyt firma, og at de ansvarlige stiftere var identiske med nogle af MO's medarbejdere. Det ny firma havde lejet en byggegrund på havneområdet. Den ene af udbryderne, nemlig min forgænger, havde forladt den hemmelige klub fordi han var blevet ansat i Billund Lufthavn. En af de andre var skibselektriker, og de 2 sidste var fra min afdeling for skibselektronik ("lille-Frank" og OZ1X) og de var meget erfarne og kompetente i deres specialer. Det var en slem oplevelse. Men jeg måtte i gang med at finde ny medarbejdere, dels ved avisannoncer og ved direkte kontakt til mulige emner. Det lykkedes ret hurtigt at få ansat en meget dygtig tekniker, som hurtigt kom godt i gang med opgaverne, og fik god kontakt til kunderne, som mest var fiskeskippere. Jeg fik også fat på en elektriker fra Grindstedværket. Han var en omhyggelig og dygtig medarbejder, som blandt andet fik ansvar for fabrikation af sendere og modtagere. Det ny udbryderfirma fik navnet Nordsø Radio, og de var tvunget til at starte, før deres ny hus var bygget, fordi de var blevet afsløret i utide, så det første stykke tid havde de værksted i lejede lokaler i en kælder på Morsøgade. De var selv aktive medbyggere på deres ny værksted på Havdigevej. Der blev annonceret kraftigt for at kunderne skulle blive hos Mads Olesen, og der var en del uro. Der var dog ingen problemer, når medarbejdere fra de to firmaer mødtes på havnen, vi var gode kollegaer alligevel. Der havde længe været talt om at Mads Olesen skulle flytte på havnen i et nyt værksted. Striden med Nordsø radio gjorde at Mads Olesen oprettede et fremskudt elektrikerværksted på grænsen mellem trafikhavn og fiskerihavn med en medarbejder til kundekontakt specielt til fiskeskipperne. Der blev også sat mere fart i planerne med det ny MO-værksted. Det ny værksted blev bygget i Vesterhavsgade 147, og det var dejligt at medvirke til at indretningen blev funktionel. Indvielse i 1968, samme år som Esbjerg Havn havde 100 års jubilæum. ![]() På billedet ses til højre MOs Mercedes, midtfor TOs bil og til venstre min lille firmabil, Morris mascot. Det var dejlige lyse og store lokaler, som det kan ses på billederne herunder. ![]() Vesterhavsgade 147, Elektromotor værkstedet ![]() Vesterhavsgade 147, Elektromotor værkstedet ![]() Vesterhavsgade 147, Storno værkstedet ![]() Vesterhavsgade 147, Skibselektronik værkstedet Mads Olesen døde, og ledelsen blev overtaget af 2 sønner, Vagn og Tage, Den 22. august 1978 blev jeg på min private bopæl vækket meget tidligt om morgen af 2 politibetjente. De tog mig med til arresten, hvor jeg blev anbragt i en celle og skulle afvente indtil jeg skulle i forhør. Årsagen var at Told og Skat gennem længere tid i hemmelighed havde samlet materiale om snyd med moms på Esbjerg Havn. Dette kunne ske ved at kunder (mest fiskeskippere) købte ting til privat forbrug og fik købet skrevet på skibets regnskab. Derved slap man for at betale moms. Samme morgen var MOs ledelse og Nordsø radios ledelse blevet afhentet på samme måde som mig. Grunden til at jeg skulle med var at jeg i nogle år havde været med i bestyrelsen som medarbejderrepræsentant. Alle regnskabspapirer blev beslaglagt, dørene blev forseglet og medarbejderne blev sendt hjem, efterhånden som de mødte på arbejde. Det blev min tur til afhøring sidst på aftenen, jeg havde benyttet de mange timer i cellen til at få læst 3 bøger, venligt udlånt fra arrestens bibliotek. Forhøret af mig var det sidste, og meget hurtigt blev jeg løsladt, idet de tidligere forhør af ledelsen havde klarlagt at jeg intet havde at gøre med regnskaber og fakturering, og derfor ikke havde medvirket. Ledelsen forblev i arresten nogen tid, og der blev givet tilladelse til at arbejdet kunne genoptages. Alle papirer var blevet kørt væk til nærmere kontrol. Det gav store overskrifter i mange aviser, skandalen blev omtalt i radio og fjernsyn. Nogle af MOs leverandører blev så nervøse, at der blev krævet forudbetaling før levering af varer. Man var bange for at firmaet skulle blev tvunget til at lukke. Men det gik slet ikke så galt, omfanget af omfaktureringer var ikke så stort som man havde forestillet sig. Senere blev mange andre af havnens firmaer også anklaget. Sagerne blev afsluttet og interessen for skandalen døde lidt efter lidt. Jeg fik Længe efter tilsendt meddelelse om at jeg ikke mere var anklaget. Så straffeattesten var stadig ren. Fordi jeg fra min hobby havde erfaring med de frekvenser og den teknik som Storno radioanlæg brugte gled jeg mere og mere over i dette arbejdsområde. Det var fortrinsvis taxa, forsyningsvirksomheder, kommuner og dyrlæger som havde radioanlæg. Senere blev det mere udbredt, blandt andet til håndværkere, maskinstationer og mange flere. Jeg arbejdede tæt sammen med den tekniker som var blevet ansat i 1964 til Storno reparationerne, og da han efter et par år rejste overtog jeg opgaverne sammen med skiftende lærlinge. I 1972 kom Jan Nørskov i lære som elektroniktekniker, og han kom til at arbejdede med Storno sammen med mig, og han blev hos MO efter svendeprøven. Storno blev efterhånden en vigtig del af elektronikafdelingens arbejde, og antallet af mobiltelefoner begyndte at vokse kraftigt. Det gav også arbejde til andre medarbejdere, som installerede udstyr i biler mm. I 1984 besluttede Storno at ændre på forhandlernettet i Danmark, og derfor blev samtlige danske forhandlere opsagt med et års varsel. I 1985 søgte Jan og jeg om at få forhandleraftalen for Storno radiotelefoner i Ribe amt, og efter en del møder stiftede vi selskabet KN-elektronik I/S til dette formål. Ledelsen af MO blev ikke ret glade for dette, og Jan og jeg forlod MO, sammen med Jytte, som jeg var blevet gift med året før. Se mere om KN-eletronik og Storno i et andet afsnit. Det var en god og lærerig tid for mig i Firma Mads Olesen A/S, med mange spændende opgaver og mange dygtige og rare medarbejdere. I radio/TV og elektronik værkstedet har der i 'min' periode på 21 år fra 1964 til 1985 været ansat ca 50 personer, heraf omkring 32 lærlinge. Lærlinge forlod som regel firmaet efter læretiden, men nogle få forsatte i nogle år, en enkelt var stadig ansat da firmaet blev solgt til Olesen og Jensen i juli 1988. Aktiviteterne fortsatte i bygningen på Vesterhavsgade 147, og navnet blev ændret til Nordsø Elektronik A/S. Nordsø Elektronik blev i 2009 indlemmet i Olesen og Jensen A/S, så man kan sige at ringen er sluttet. Det var netop Olesen og Jensen som blev hjulpet i gang med udlån af Mads Olesens installatørbevis i 1919. Her er et par gode link til mere om Mads Olesen: Historie : Sejs-Svejbæk-lokalhistorie Billeder : Sejs-Svejbæk-lokalhistorie Til top af siden. Tilbage til menusystemet. |
OZ1LN (dot) Lasse (at) gmail (dot) com |