Amatørradio og elektronik.
Man siger tit, at hvis man gør sin hobby til sit erhverv, så mister man sin hobby.
Men det er ikke sket i mit tilfælde.
Både i min læretid, på teknikum og som værkstedsleder hos Mads Olesen har jeg arbejdet meget privat med elektronik og radio.
I perioden som stifter og medejer af Teleservice (1985 til 2001) tog firmaet så meget af tiden, at der ikke rigtigt blev noget tilovers til hobby, men interessen har været der hele tiden.
Interessen for 'noget med strøm' begyndte i skolen i Bogense, og der blev lavet mange eksperimenter med batterier, pærer, krystalapparat og små elektromotorer.
Jeg byggede også et samtaleanlæg med dele fra et par kasserede radiomodtagere, og installerede understationer, så vi kunne tale sammen mellem alle værelser hjemme i rækkehuset i Bogense.
Den lokale kommunekasserer havde bygget en radiomodtager efter en opskrift i et hobbyblad.
Med den kunne han høre samtaler mellem danske radio-amatører.
Da jeg første gang lyttede på det var det sket: sådan en måtte jeg også lave, og det blev begyndelsen til min interesse for radio.
Med denne modtager med udskiftelige spoler, to batterirør og hovedtelefon brugte jeg mange spændende timer med at lytte på 'de korte bølger'.
På biblioteket fik jeg lov til at langtidslåne Eksperimenterende Danske Radioamatørers (EDR) store håndbog fra 1950.
Kun hvis der var andre interesserede skulle jeg aflevere den. Det var der aldrig, så den havde fast plads på mit værelse, og blev grundigt brugt.
I skoleferierne hos mine bedsteforældre i Randers lånte og læste jeg mange årgange af amerikanske radioblade på biblioteket.
Det gav god træning i engelsk, og viden om radioamatører i andre lande.
Mit første besøg i en radioamatørklub var i EDR Randers afdeling i en skoleferie. En helt ny verden.
Jeg blev den 15. oktober 1959 meldt ind i landsforeningen EDR med medlemsnummer 7445, og læste med stor interesse i medlemsbladet OZ hver måned.
Med forbillede i en konstruktion fra EDRs håndbog byggede jeg en modtager til de frekvenser i kortbølgebåndet som var tildelt til radioamatørtrafik.
På det tidspunkt blev der bygget nyt sygehus i Bogense, og det firma hvor jeg var i lære havde en del af el-arbejdet.
Der var en meget venlig varmemester på sygehuset, som gav mig lov til -efter fyraften- at benytte hans fine værksted med maskiner til bukning, klipning og boring, og der blev det mekaniske arbejde lavet.
Montering og afprøvning hjemme på værelset. Jeg havde kun et simpelt multimeter til rådighed, men fik alligevel et godt resultat ud af det.
Den modtager havde jeg meget glæde af og brugte den i mange år. Jeg har den stadigvæk.
Den blev senere udstyret med forsats til 2 meter og 70 cm båndene.
Da jeg og mine forældre flyttede til Odense meldte jeg mig i 1960 ind i EDR Odense afdeling og lærte at morse og bestod prøve i 60 tegns morsetelegrafi i Odense afdelingen.
Sende-licens med kaldesignalet OZ1LN fik jeg i Odense den 26-6 1962 efter teknisk prøve hos Post og Telegrafvæsenet.
Teknik modtog jeg ikke undervisning i, det var selvstudium.
I Odense afdeling deltog jeg i et byggeprojekt, hvor jeg fik bygget min første sender og modtager til 2meter båndet, med stor hjælp fra Hans Erik, OZ7HJ.
Det var et lille apparat med variabel modtager og krystalstyret sender på 10 watt.
Der var udvendig strømforsyning, og det hele kunne nemt transporteres i en lille taske.
Dengang var FM/PM ikke meget brugt, og derfor var min lille station bygget til Amplitude Modulation (AM).
Senderen blev moduleret på udgangsrørets skærmgitter, og på en måde hvor sendeeffekten steg meget, når der blev talt kraftigt i mikrofonen. Det hed vist "Controlled carrier modulation".
Det kaldte man i Odense for "puste-modulation".
Man kunne på denne måde presse mere effekt ud af det lille udgangsrør, fordi det kunne hvile og køle af i talepauserne.
Talte man længe og kraftigt kunne anoderne i røret blive lidt røde.
Mine første forbindelser var den 1-7 1962 med OZ7HJ og OZ6AF.
Deltagelse i et par tester med antenne midlertidigt opsat i min barndomsby Bogense gav flere gode lange forbindelser, blandt andet til Sverige (SM7AED og SM7BAE).
Det var spændende at opleve at den simple hjemmebyggede sender og modtager kunne klare det, selv om højden over vandoverfladen kun var få meter, og den hjemmelavede 6-element antenne kun var 6 meter over jorden.
Der var temmelig meget aktivitet på 2 meter i Odense og det blev til en masse kontakter, selvom jeg jo på det tidspunkt også var i gang med første år af svagstrømsstudiet på Odense Teknikum.
1. november 1962 blev det nødvendigt at skifte bopæl til Aarhus for at fortsætte svagstrømsstudiet på Aarhus Teknikum.
I Aarhus var der ikke så meget aktivitet på 2 meter, der var kun 3-4 aktive, og snart fandt jeg ud af at et par stykker af dem var pirater (de havde ikke bestået de nødvendige prøver og havde derfor ikke lov til at sende).
De brugte kaldesignaler som de selv havde fundet på. De ville ikke fortælle hvor de boede. Så dem talte jeg ikke med.
Min første radiokontakt 4. november 1962 med Jens OZ7JN, som boede på Fuglsangs Alle.
Han boede højt og havde godt udstyr, så han kunne række langt, ofte til Bandholm på Lolland.
Jeg besøgte ham jævnligt og blev gode venner med ham.
Jeg blev meldt ind i EDR Aarhus afdeling, og holdt foredrag om VHF teknik i klubben.
Sammen med Jens OZ7JN deltog vi 6-7. juli 1963 i en weekend-test, hvor vi satte antenner op i et luftmeldetårn på en høj bakke mellem Århus og Randers.
Vi brugte Århus-afdelingens kaldesignal OZ2EDR. Strøm fik vi gennem et meget langt kabel ned til en nærliggende gård.
Det gik ikke så godt som vi havde håbet, fordi spændingstabet i det lange kabel gjorde at vores udstyr ikke fik nok spænding, og fordi der i lange perioder var elektrisk opladet regnvejr, som støjede i modtageren.
Vi fik kun 29 forbindelser, den længste på 230 km til Sverige.
Når vi talte sammen på radioen bogstaverede vi ofte kaldesignalerne, og dengang var det efter de danske regler.
OZ7JN blev altså til 7 Japan Norge, og OZ1LN blev til 1 London Norge.
I nabohuset i Frederiks Alle boede en enlig ældre dame, som ofte brugte sin grammofon.
Desværre kunne hun i sin radio høre mine udsendelser oven i grammofonmusikken, og hun blev meget forskrækket og troede der snart blev krig fordi hun hørte navnene Japan, Norge og London ret tit.
Så jeg fik brev fra Post og Telegrafvæsenet, som bad mig om at finde ud af om det var mig hun kunne høre.
Jeg besøgte hende og fortalte hvordan det hang sammen.
Jeg besluttede at bygge min sender og modtager om til FM (Frekvens Modulation). FM forstyrrer nemlig mindre end AM.
Ombygningen fra AM til FM gik hurtigt, og jeg meddelte det til Post og Telegrafvæsenet.
Jeg fik lov til at fortsætte med at sende og havde første forbindelse med FM den 1. august 1963.
Efterhånden blev der flere aktive radioamatører i byen, også flere fra teknikum.
Otto OZ2OT og hans kone Marie OZ8MI talte jeg meget med, og jeg besøgte dem tit, de boede kun få gader borte.
Otto havde installeret 2 meter radio i sin lille bil, og vi var på ture sammen.
Blandt andet var vi på Jelshøj, som er en ret høj bakke lidt syd for Århus.
Man kunne køre i bil helt til toppen, og derfra kunne vi tale med andre over større afstande.
Jeg byggede en ny 100 watt sender med udgangsrøret QQE 06-40.
Jeg havde ikke råd til at købe ensretterdioder til højspændingen, så jeg lånte af OZ7JN nogle selen-ensrettere, som blev monteret bag på kabinettet i fri luft.
Utroligt at det gik godt, der var trods alt 800 volt på, fuldstændig u-afskærmet. Så der kunne man få et ordentligt stød.
Dengang var næsten alle sendere på 2 meter båndet krystalstyrede, og man brugte den sendefrekvens med det krystal man nu tilfældigvis havde i skuffen eller kunne skaffe.
Så hver mand havde sin egen frekvens, stort set.
Det var ikke særlig praktisk, og det var ikke nemt at få forbindelse, fordi man først skulle kalde og derefter lytte hele frekvensområdet igennem for at finde ud af om nogen svarede på opkaldet.
Hvis mere end 2 deltog i en samtale skulle man hele tiden dreje på modtageren, når næste mand i runden begyndt at sende.
Så vi 8-10 mand i byen som ofte talte sammen blev enige om at købe et parti krystaller på samme frekvens, og på den måde blev der skabt en fælles frekvens.
Det var meget nemmere, og man kunne bare indstille sin modtager på fællesfrekvensen, så hørte man straks hvis der var nogen der kaldte.
Der blev eksperimenteret og snakket en masse, og det er egentligt utroligt, at der også blev tid til at følge timerne på teknikum.
OZ2OT og jeg prøvede blandt andet 70cm båndet og havde kontakt over de få hundrede meter der var mellem vore bopæle.
I et par måneder i efteråret 1964 boede vi i lejlighed på Olaf Rudes vej 40, 3tv i Højbjerg.
Området ligger højt og frit, og med antenne på altanen gik det fint med de lokale radioforbindelser.
Da jeg efter endt studium flyttede til Esbjerg og blev ansat den 1-12-1964 hos skibsradiofirmaet Mads Olesen A/S var det spændende at tænde for radioamatørudstyret for at finde ud af, hvilke nye kammerater man kunne komme i kontakt med her.
Men ak, der var ikke meget at høre.
Det er jo sådan, at under normale forhold rækker 2 meter-båndet kun 30-50 km, afhængigt af antennehøjde og sendeeffekt.
De nærmeste amatører, der anvendte 2 meter-båndet, boede i Grindsted og Tønder, så det var svært at komme fra en storby som Århus, hvor der var mange i byen at tale med.
Første forbindelse fra lejligheden i højhuset Mølleparkvej 5-23 var med OZ2NS i Grindsted, 13. december 1964.
Vi opsøgte formanden for EDR Esbjerg afdeling OZ6LW på hans bopæl i et højhus på Skrænten.
Han var sengeliggende og kunne ikke tale med os, men hans kone henviste os til den forrige formand OZ6SB Sven, som boede lige ved siden af på Højtoftevej 8 sammen med OZ6YL Grethe.
Vi blev umådelig godt modtaget, og det blev begyndelsen til et langt venskab.
Jeg meldte mig ind i den lokale afdeling af EDR i december 1964, og der var mange dygtige og venlige medlemmer i klubben.
De brugte bare ikke 2 meter-båndet, men i stedet 80 meter og 20 meter båndene.
Jeg fik lov af boligforeningen til at sætte en rundstrålende vandret antenne helt op på taget (13. etage), og med kabel ned gennem en udluftningskanal.
Så blev det muligt at have daglig kontakt med OZ3SB og OZ7MG i Tønder, OZ2NS i Grindsted og flere andre.
Vi flyttede fra højhuset til eget hus på Plantagevej 15 (nu Jagtvænget 1) i Hjerting i marts 1966.
I Hjerting blev der rejst forskellige antenner, den største var 2 stakkede 6 element antenner (Skeleton Slot) på en 10 meter stålrørsmast med barduner fastgjort i taget.
Desværre lå huset ret lavt og i skygge af nogle bakker, så rækkevidden var lidt begrænset i visse retninger.
Der var fri adgang til at bruge værktøj og instrumenter på Mads Olesens værksted efter fyraften, og pladeværkstedet blev flittigt brugt.
Vi lavede flere 10 watt 2 meter sendere efter et diagram jeg havde med fra Århus, og der kom mange radioamatører i gang på 2 meter.
Vi "massefabrikerede" aluminiums chassisser i Mads Olesens mekaniske værksted, med udstansede huller til rørsoklerne, så
det kun var at montere, afprøve og justere.
Komponenter indkøbt fælles.
Måske det første byggeprojekt i EDR Esbjerg afdeling ? Det virkede hver gang.
Jeg havde jo lært i Århus at det var smart med en fælles opkalds- og samtale-frekvens.
Derfor købte vi fælles krystaller, så det blev sådan at alle aktive 2m amatører i Esbjerg og omegn brugte samme frekvens.
Sådan kom vi tættere på hinanden, både hobbymæssigt men også socialt, og der blev knyttet mange venskaber.
Esbjerg fællesfrekvens 144.950 MHz blev taget i brug 14. august 1966, og den bruges stadigvæk hver dag (2025)
I EDR Esbjerg afdeling blev der holdt teknisk kursus og morsekursus hvert år.
I 1964 var det OZ6SB der stod for undervisningen under FOF (AOF?) på Vestre skole, senere deltes jeg og to andre om undervisningen i teknik, nu i afdelingens lokaler.
Der blev også undervist i telegrafi, efter behov.
I 1965 blev jeg valgt ind i EDR Esbjerg afdelingens bestyrelse, og i 1966 blev jeg formand.
Der blev lavet mange eksperimenter og konstruktioner, og da transistorerne blev til at betale, blev de også benyttet.
Jeg konstruerede blandt andet en 2 meter modtager med transistorer og integrerede kredsløb, og det blev til et afdelingsbyggeprojekt med mange deltagere.
Til det formål 'opfandt' vi et modulsystem, hvor hvert modul var en printplade på 5 x 5 cm.
Disse moduler blev monteret på en metalplade med gevindhuller, og det var nemt at lave og eventuelt ændre på.
Konstruktionen blev offentliggjort i EDRs medlemsblad OZ i april 1971 og blev efterbygget af flere andre.
Der blev bygget andre 5 x 5 cm moduler til sendere og modtagere både på kortbølge, 2m og 70cm.
Det var en spændende og produktiv tid.
Omkring 1970 begyndte radioamatører at arbejde med en ny måde at øge rækkevidden af 2 meter signalerne, således at man selv med små antenner og lille sendeeffekt til dagligt kunne opnå forbindelser mellem landsdele.
Det gik ud på at opbygge relæstationer (repeatere) med høje antenner, som videresendte signalerne.
Det måtte vi også prøve i Esbjerg, og der blev brugt mange timer på denne nye gren af hobbyen.
Den første 2 meter repeater i Esbjerg gik i luften i slutningen af 1972, og i 1975 var vi klar med en repeater på 70 cm båndet.
Det hjalp jo, at jeg hos Mads Olesen også arbejdede med Storno radiotelefoner, og dermed også med kommercielle repeatere. Så jeg havde en del viden om teknikken.
Jeg deltog i mange møder rundt omkring i landet med andre repeater-interesserede for at koordinere de tekniske og brugermæssige detaljer, og var medlem af repeaterudvalget fra dets start i 1979 indtil 1984.
Huset på Plantagevej 15/Jagtvænget 1 blev solgt 1. oktober 1984, og jeg boede i en kort periode sammen med Jytte i en lejlighed på Ulvevej 60, 2tv.
Her var ikke mulighed for at sætte antenner op, så radio-aktiviteten var lille.
I december 1984 flyttede vi til en dejlig villa på Roald Amundsens Vej 5.
Ved stiftelse af KN-elektronik I/S (Storno Service Center) 1.december 1985 afleverede jeg alle mine job i afdelingen til andre på grund af manglende tid, og amatørradio blev nedprioriteret til stort set nul for at arbejde (mere end fuldtid) som selvstændig.
Se mere om KN-elektronik I/S, Storno Service Center og Telecenterne på denne hjemmeside.
Efter min frivillige overgang til efterløn den 1-1 2002 blev jeg igen aktiv på VHF og UHF.
Jeg blev også for første gang i min radioamatørtid lidt aktiv på 'de lange bølger', idet jeg af og til er med i forsøg på blandt andet 160 meter båndet og de andre kortbølgebånd.
Loddebolten blev fundet frem igen, og der blev arbejdet med bygning og ombygning af forskelligt udstyr.
Vi byggede Stornos CQM5000-serie om, fortrinsvis til fællesfrekvenserne 144.950, 433.550, 70.450 og 51.510 MHz.
Vi lavede også 70 cm CQM5662 (432 MHz) om til 23 cm (1296 MHz). Der var gang i mange ting.
Jeg har noteret 1. gangs forbindelser: 17-04-2004 OZ1BPP 70.45 MHz, 13-05-2004 OZ1EM 1297.5 MHz og 15-05-2006 OZ2AKM 51.51 MHz.
Jeg lavede i 2007 et projekt i EDR Esbjerg afdeling med ombygning af kasserede landmobile radioanlæg, så de kan bruges på radioamatørernes 70 cm bånd.
Vi skaffede et større antal Storno CQM5662S radioer, og jeg udviklede en ny multikanal styreenhed med mikroprocessor.
Jeg har også sammen med andre fra klubben bygget nye sendere til 160 m radiopejling (rævejagt), også med mikroprocessor som styring.
Disse projekter kan man se mere om andetsteds på denne hjemmeside. Se link i bunden af siden.
I 2009 begyndte radioamatører i Danmark at benytte digital modulation efter et system opfundet af den japanske radioamatør landsforening J.A.R.L.
Systemet blev døbt D-Star (Digital Smart Technologies for Amateur Radio)
Det måtte vi også prøve i Esbjerg, og der blev indkøbt en komplet fabriksfremstillet repeaterstation (ICOM) med både 2 meter og 70 cm, og et antal brugerradioer.
Det var dyrt, og derfor blev der arbejdet på at fremstille udstyret selv ved at ombygge kasseret landmobile anlæg.
Derved blev det muligt i løbet af de næste år at opbygge et landsdækkende net af hjemmebyggede D-Star repeatere.
Jeg byggede en hjemmeside med informationer om denne ny digitale teknik (www.D-Star4all.dk), og holdt foredrag om D-Star i mange af amatørradioklubberne landet over fra 2009 til 2017.
I 2014 startede et nyt digitalt repeaternetværk i Danmark (DMR MARC), denne gang med repeatere og brugerradioer fra Motorola.
Året efter udviklede tyske radioamatører et nyt system (DMR plus), som er bygget med repeatere og brugerradioer fra Hytera.
Teknologien ligner Motorolas system, men er mere frit, med mulighed for hjemmebygget udstyr.
Disse to DMR net blev sammenkoblet i 2017 og hedder DMRplus.
Der findes i Danmark endnu et DMR net: Brandmeister. Der er ikke forbindelse fra det til DMRplus.
For at hjælpe med koordinering og udvikling af repeatere i Danmark blev jeg i 2014 igen medlem af det danske repeaterudvalg.
Jeg meldte mig ud af udvalget igen i 2018 og er nu suppleant.
Helt fra oprettelsen af de første amatørradio repeatere i Danmark har jeg opbygget og vedligeholdt en database med oplysninger om repeaterne.
Denne database kan bruges ved at besøge en af mine hjemmesider, se herunder.
Ved landsforeningen EDRs 90 års jubilæum 15.august 2017 blev jeg bedt om at holde et foredrag om amatørradioens udvikling fra AM til DMR.
Det fik mig til at grave i mine erindringer og gamle notater, og det er dele heraf som du kan læse på denne side.
Se nogle af foredragene KLIK HER
Se nærmere på min lille radiostation
Landsforeningen EDR : KLIK
EDR Esbjerg afdeling : KLIK
Repeaterne i Esbjerg : KLIK.
Repeaterkort og lister: KLIK
Ombygninger af CQM5000: KLIK
Se også mine andre hjemmesider: www.OZ1LN.dk
Til top af siden.